top of page
camino mi privio
Off Camino: Picos de Europa
Den 2. og 3. maj
Jeg er ikke den, der slavisk følger en caminorute. Hvis jeg ser nogle spændende sights eller mulighed for ekstraordinære oplevelser, forkader jeg gerne ruten. Nu ville jeg jo gerne have gået Camino Lebaniego til Santa Toribio og have fortsat igennem Picos de Europa til Covadunga. Det blev ikke sådan. Jeg havde ikke gode ben de dage, kan man sige. Men opleve området ville jeg gerne alligevel, så jeg lejede en bil og kørte 60 - 70 km derned og gik mig en tur. Det fortød jeg ikke. Allerede på vej derned viste omgivelserne sig fra den mest storslåede side.
Karakteristisk for Picos de Europa er nationalparkens kløfter. I vid udstrækning består den simpelthen af en række kløfter med tæt på omklamrende klippesider. Jeg kørte igennem La Hermida, som er en knap 25 km lang kløft med en vej med 40 eller 50 km hastighedsbegrænsning i bunden. Jeg har ikke mange billeder herfra, idet der stort set ikke er plads til rastepladser eller blot holdepladser i kløften, der slynger sig sig rundt om de enorme klipper. Men mod enden af La Hermida ligger et par små landsbyer, én på hver side. Og i den ene, Liebana, ligger en smuk lille kirke med en særlig historie, jeg ikke skal gøre mig klog på her, fra det 10. århundrede. Nogen mulighed for at komme til at tage et godt billede forekom dog mig ikke. Men den ses dog her med sit seperate klokketårn.
Fra La Hermida gik det direkte til Potes, der betragtes som den nok bedste indgang til Picos de Europa. E by, der ikke er helt så gammel, som den umiddelbart kan tage sig ud, men smuk er den. Ikke mindst som den er klemt inde i en lille dal imellem bjergtinderne.
Fra Potes havde jeg besluttet at ville køre til Santa Toribio, der rangerer som den katolske kirkes mest vigtige pilgrimsmål efter Santiago de Compostela. Men i stedet for at køre den gængse vej til klosteret valgte jeg at køre den vej, jeg oprindeligt havde tænkt mig at gå ad en lille bjergvej til Mieles. Der var en smuk udsigt heroppefra ned over Potes, men i et hårnålesving med en ekstraordinær stejl opkørsel var jeg for uforsigtig og endte i rabatten. Jeg måtte have vejhjælp til at trække mig op, og med tre timers ventetid herpå måtte jeg opgive mit besøg på såvel kloster som den videre færd ind mod Picos. Så kunne jeg nyde udsigten ned over Potes - og til bjergene!
I stedet gjorde jeg det, at jeg kørte direkte til Poncebos, hvorfra jeg havde planlagt at skulle vandre Garganta del Cares den følgende dag. Poncebos er blot en flække med 3 hoteller, en kabelkbanestation og et elværk, men ligger lige ved foden af starten på den mest berømte vandretur i Picos de Europa, Garganta del Cares, en lille hyggelig kløft på 10, 1 km.
Næste morgen var jeg så parat til at vandre i kløften. Den går til en lille landsby, Cain, hvorfra man kan vælge at gå videre. Men det bliver i så fald mere end en enkelt dags vandring. Enten kan man så overnatte i Cain eller gå tilbage. Jeg gjorde det sidste.
Til at begynde med er vejen asfalteret. Sidenhen bliver det til en sti med varieret underlag. Ruten, der er lavet af et el-værk i 1940'erne, er gravet, hakket og sprængt ind i klippesiderne - og det er meget få steder, der blot er tale om noget, der minder om et rækværk. Den bevæger sig fra bunden af klipperne op på midten og tilbage i bunden igen i løbet af de 10 km. Det kan synes øde, og det er det også, men jeg mødte nu jævnligt andre vandrere. I sommerperioden og i weekends er der dog så mange, der ønsker at gå her, at det absolut ikke er behageligt at gå på de små stier. For at kunne fornemme størrelsesperspektivet har jeg valgt i de fleste tilfælde at medtage billeder, der viser andre vandrere.
Nogle gange kan det være svært at fornemme, hvor selve kløften går, fordi den i forhold til klippesiderne er så lille. I visse tilfælde er den ikke mere end nogle få m bred. Andre steder er den måske 100 m, og så snor og slynger den med floden i bunden som retningsviser. Og så kunne man pludselig møde en ged, der blot stod og stirrede på en. Som regel flyttede de sig nu frivilligt ...
Pico de Europas ikon, klippetinden Naranjo de Bulnes, nåede jeg heller ikke at komme frem til, men et glimt af den fik jeg nu fra et af udsigtspunkterne.
Der er så meget at opleve i Picos de Europa, det er værd at vænne tilbage dertil på en ferie, der udforsker nationalparkens indre. Der er et utal af vandrestier, som det blot er vigtigt at holde sig til, idet den også er præget af mange huller af måske nogle m eller måske endog 10, 20 eller 100 m, der mere eller mindre er dækket til af bevoksninger. Men måske er nogle caminovandrere nu blevet opmærksomme på, hvilke skønheder der ligger gemt inde i det bjergområde, de kan betragte på afstand fra deres camino. Jeg valgte at blive en dag til på hotellet i Poncebos, da min lejebil begyndte at melde om vangel på vand. Den efterfølgende dag vendte jeg så direkte tilbage til Santander gennem endnu en lang, lang kløft, der var værd at betragte. Og den var så endog udenfor selve parken.
bottom of page