top of page
camino mi privio
Fra Cuerres til Oviedo
Fra den 10. til den 14. maj
Naturen i denne uge var måske ikke helt så storslået, som jeg ellers var ved at være vant til. Til gengæld bød ugen på andre oplevelser. Følgeskabet bød et par dage på to svenske kvinder, Stine og Ingrid og ikke mindst engelske Chris, John og Janet fra en lille by ikke langt fra Cambridge. John og Janet var nok de mere kulturelle af mine medvandrere. Vabler var nu et forsvindende problem og ved at blive overtaget af den endnu mere problematiske skinnebensbetændelse. Men den første dag bragte mig igennem Ribadesella med den sædvanlige blanding af statelige og saneringsmodne bygninger (se blot den gennemsigtige facade nedenfor) og videre til en ganske lille, for mig helt uforglemmelig landsby landsby, La Vega de Leces, hvor en prægtig kvinde, Marina, med ægte omsorg for en pilgrim tog imod en mand med skinnebensbetændelse . Jeg kunne bare ikke mere og lod mig drage af Marinas skilt med tilbud om kaffe og andre gode sager. Kom op og sæt dig ned i skyggen. "Du har brug for noget iskoldt eddikevand til dit ben. ... Kunne du ikke tænke dig lidt frokost. Jeg skulle lige til at lave en tortilla til mig selv. Og mens du venter, var det måske noget med en kold øl ..." Det var et sted, det var svært at komme fra igen. Og da Stine og Ingrid pludselig så mig sidde der med en øl og det ene ben oppe på en stol, kom de også op. "Jeg siger jer jo. Jeg finder bare de bedste steder (nederste billede)!" måtte jeg fortælle dem.
Selvom det efter frokosten fortsat var tidligt på dagen, og jeg ikke havde gået langt, magtede jeg ikke mere. Marina var endnu ikke parat til at kunne byde overnattende gæster ind og anbefalede en lille privat pension et par hundrede m længere nede. Der fik jeg en vidunderlig overnatning i et nydeligt værelse og blev budt på en drink og chips på den tilhørende altan. Næste morgen en skøn morgenmad og det hele for 20 euro. Derefter var jeg atter parat til at vandre for blot pludselig at opleve Caminoen forsvinde for mine fødder. Bogstavelig talt! Stien ophørte ud for den åbne strand. Hvad gør man så? Pludselig kom det bare til mig. Jeg går bare. Det er blot et spørgsmål om at tro. Vejen viser sig.Camino provides. Helt så enkelt var det nu ikke. Jeg måte igennem en forladt strand med kæmpesten, en klippeskrænt og tjørnekrat med forrevne arme og ben - men ikke desto mindre med en fornyet vished om, at Camino provides!
Min skinnbensbetændelse gjorde så, jeg måtte til at pålægge mig selv afstandsmæssige begrænsninger. F.eks. måtte jeg undlade at besøge Lastres, den lille smukt beliggende by th på billedet ovenfor. Jeg måtte i stedet nøjes med Colunga. Det er i øvrigt majs, der tørres i det afbilledede antikke forrådskammer, som i dag ofte blot bruges som et atmosfærefyldt lille havehus. Hvert et hus ikke mindst i Asturias med lidt respekt for sin baggrund har sådan et træhus ved sin side. På det lidt beskidte, hvide hus ses en ko i underetagen. Således havde alle de lokale det for ikke så mange år siden. Man boede selv i overetagen og havde stald under.
Karakteristisk for denne uge var nok mødet med de mest smukke kirker på hele Caminoen. Ganske små kirker fra det 9. og 10. århundrede. Den første var i Priesca. Udenfor var den præget af manglende vedligeholdelse, og det var den i og for sig også indeni, men ikke desto mindre med en helt utrolig ånd (kirken nedenunder igen er af langt nyere dato. Det er San Xuan de Amandi og fra det 13. århundrede). Det var omkring her, jeg måtte vælge, om jeg ville fortsætte ad Camino del Norte eller gå over på Camino Primitivo. Til trods for sidstnævnte var hårdere og mere kuperet valgte jeg den, fordi der ikke var så langt imellem overnatningsmulighederne. Englænderne og jeg fortsatte til Villaviciosa, centrum for æbleavl og sidra, den spanske cider. Vi mødte bl.a. en spanier, der i støvregnen med sin le var på vej ud for at slå græsset i sin æblelund.
Fra San Xuan de Amandi var der ikke langt til det stedlige albergue. Umiddelbart inden lå der et lille fuente (vand til pilgrimme), der havde været der siden middelalderen. Alberguet (nedenfor th) var primitivt, men ikke uden en vis atmosfære og en engageret hospatiliero.
Caminoen delte sig herefter i to, og jeg valgte at følge ruten ned i selve den utroligt smukke og grønne dal, hvor der ikke mindst lå et stort, omend ikke længere aktivt kloster. Midt i lå en imponerende kirke, men allerstørst opmærksomhed tiltrak en lille utrolig smuke kirke fra slutningen af det 9. århundrede v.s.a. den store kirke sig. Det var helt sikkkert v.s.a. strandoplevelsen ugens oplevelse, og jeg fik s.m. et ægtepar en guidet rundvisning i kloster og begge kirker. På vejen væk var der en smuk udsigt ned over klosteret i dalen.
Mit skinneben trængte til en off dag, og John havde noget mavebesvær, så vi valgte at tage bussen til Oviedo i stedet for at gå. Det gav en dag til at se byen, og det var givet godt ud. Måske skyldtes det til dels, byen var i feststemning, men byen efterlod helt sikkert et ønske hos mig om en nærmere bekendtskab. Janet og Chris gik fra Pola de Siero til Oviedo i stedet, selvom også de havde maveproblemer. Aftenen forinden havde Chris og jeg været ude at spise på det eneste pizzeria på hele min tur. Chris havde svært ved at konsummere en hel og fik resterne med sig for at slæbe på den hele den følgende dag til Oviedo. Billedet ovenfor er taget, da jeg møder ham i Oviedo.
Katedralen er udgangspunktet for Camino Primitivo, og jeg tog den store rundtur heri og fik at se både det klæde, der skal have ligget over Jesus' hoved ved korsfæstelsen. Seriøst! Og den kolossale altertavle, der var et studie værd i sig selv. Og cluisteret og så også den lille kirkekrypt fra begyndelsen af det 9. århundrede under katedralen v.s.a. pilgrimskirkegården. Selve kirken kan umiddelbart virke til kun at bestå af det enorme tårn. Men i realiteten er kirken alle de bygninger, der ligger omkring tårnet, og mange flere end der kan ses på billedet.
Der var som nævnt fest i byen med musikanter, processioner og optog af forskellig art rundt omkring. Festligt var det, omend jeg ikke er sikker på, hvor alvorligt alle tog det. Som det ses på de to mindre billeder er der i alle tilfælde et par snakkende damer på det ene og et par Preben Møller Hansen kopier, der måske godt kunne have en gjort en anelse mere ud af anstengelserne med festdragten. Og så lige et billede af nationalretten - omtrent - bestående af hvide bønner eller kikærter, pølser og indvolde godt sammenkogt. Efter en livlig bydag og middag med englænderne og et besøg på en lokal folkclub gik det hjemad igennem de små gader til vores hotel lige overfor katedralen. I morgen skulle Caminio Primitivo tage sin begyndelse.
bottom of page