top of page
camino mi privio
Fra Santander til Cuerres.
Fra den 4. til 9. maj
Det var et forrygende sidespring til Picos de Europa, og jeg var lidt bekymret for, om Caminoen efterfølgende ville virke skuffende på mig. Set i lyset af de overdådige scenarier i Picos. Samtidig vidste jeg også, jeg nu var blevet forladt af de co-pilgrimme, jeg hidtil havde gået sammen med. Jeg skulle finde mig nogle helt nye værelseskammerater. Og da jeg kort efter min hjemkomst forsøgte at mindes forløbet af min Camino var det ligesom, perioden fra Picos frem til Primitivo næten var glemt. Pludselig kunne jeg slet ikke huske, hvad det var, jeg var kommet igennem her. Men da jeg genså mine billeder fra denne uge 3, gik det med ét op for mig, hvor fantastisk denne uge havde været. Og sorteringen af disse billeder forekom mig endnu sværere end de tidligere ugers billeder.
Men først og fremmest gik det op for mig, at Picos de Europas landskaber ikke var så alvorlig en konkurrent endda. Fordi jeg var begyndt at elske den rigtige Camino. Jeg var begyndt at elske mødet og samværet med de andre pilgrimme, og I Picos var der ikke et sådant samvær. Ved siden heraf var det nye kystlandskab måske næsten endnu smukkere end hidtil, og alt i alt blev denne uge 3, selvom jeg ikke satte sådanne ord på den dengang - jeg nød det bare - blev det måske den største uge for mig indtil da. Jeg var begyndt at værdsætte de smukke, uforpligtende oplevelser. Det største for mig var måske netop dette at kunne have en ny dag foran mig og vide, der heri lå et nyt ukendt, formiddabelt smukt land parat til at blive taget i øjensyn af mig. Og når jeg havde gjort det, lå der bare et nyt bundt oplevelser parate til mig, måske endnu smukkere. Vabler? Jamen, dem havde jeg kæmpet med siden starten i Hondarribia. O.K., de fik så lige en dags pause i Picos, men jeg begyndte at acceptere dem som en del af mig. De var en nødvendig smerte, og jeg kunne leve og gå med dem. Tanken om dem og aftenerne med dem var nok det værste. Så snart jeg kom ned i mine vandrestøvler glemte jeg alt om dem ...
Markant forekommer det, jeg var lidt som forvandlet. Jeg havde et nyt og anderledes syn på min færd, uden jeg måske var helt bevidst derom. Turen ud af Santander havde jeg besluttet mig for i modsætning til den gængse rute skulle foregå langs kysten efter, jeg havde hørt en fortælle, at det måske var den smukkeste kyststrækning i Cantabria. Det var så noget længere. Også en del længere, end jeg havde forestillet mig i og med, jeg havde villet, det skulle være en relativ rolig dag. Men det blev så alligevel ca. 30 km - til gengæld igennem nogle kolossalt smukke kyststrækninger, jeg bare kan anbefale i stedet for at skulle igennem et betonhelvede af industrikvarterer og højhuseboligområder på den officielle rute. Så oplevede jeg også at passere en af de smukkeste golfbaner, jeg kan mindes at have set, beliggende på en lille klippetange af en halvø ud i Atlanterhavet.
Jeg tror ikke, jeg overdriver ved at skrive, det var den måske smukkeste kyststrækning på turen. Og midt i de åbne vidder af forrevne klipper, stengærder og grønne græsmarker lå der ude på den alleryderste tot græs, inden klippen lod sig falde 40 m ned i det blå hav, et lille smukt kapel, der bare indbød til en smule fordybelse.
Selvfølgelig havde jeg lavet research og vidste, der var nogle steder, jeg meget gerne ville besøg på denne kyststrækning. Det nok største kirken, Virgen del Mar på Isla de la Virgen del Mar. En smuk og smukt restaureret hvid kirke, ensomt beliggende på en lille ø uden for fastlandet. Men der var så også længere hertil, end jeg først havde regnet med, og selvom jeg vidste, jeg endnu ikke havde nået den allersmukkeste del af strækningen, så vidste jeg også, hvis jeg skulle nå dagens bestemmelsessted, alberguet i Santa Cruz de Bezana, en 7-8 km inde i landet, måtte jeg opgive det sidste stykke af kysten. Men for dem, der har lysten og tiden, kan det anbefales at fortsætte 10 - 12 km langs kysten til Isla de Castro, Urro Mayor, Urro Menor og La Perla for derpå at begive sig ind i landet gennem Liencres og Prezanes til Santa Cruz de Bezana. Eller måske skulle man tage en overnatning til så ...
Jeg var nemlig indstillet på at skulle overnatte på et lille donativo albergue, en eller anden havde anbefalet til mig. And by all means skuffede det ikke. Det var uden tvivl den hidtil største albergueoplevelse på Caminoen. Et lille undseligt stenhus dækkede over det mest menneskevarme logi, man kunne forestille sig, og indeholdt et væld af samlerobjekter af alskens karakter. Lige fra en scooter over militærradioer til alt muligt nips for slet ikke at tale om en absolut sjælden atmosfære. Det hele blev holdt sammen af Nieves og hendes mand, der serverede dejlig mad og essensen af Caminoen for mig og et dusin andre pilgrimme.
Den følgende dag gik det atter ind i landet til 'de tre løgnes by', Santilliana del Mar. På den mest underfundige vis har denne ganske rige, lille landsby midt i det grønne landskab beholdt sit udtryk med smukke, originale stenhuse fra dens skabelse tilbage i middelalderen. Stort set uændret frem til 1960'erne, hvor husdyrene rykkede ud af underetagen til fordel for souveneirs. Specielt hen på aftenen, hvor stilheden med dagturisternes forsvinden holdt sit indtog i byen. Udtrykket 'de tre løgnes by' relaterer til byens navn. Den er nemlig hverken hellig (sante = hellig), llana (flad) eller ligger ved havet (del Mar = havet). I denne by overnattede jeg på et lille albergue, der befandt sig glimrende i denne tidslomme. Der er stort set altid lige mørktpå hvilket tidspunkt af døgnet, man så end befinder sig der. Stedet drives af to brødre, der virker til aldrig at have forladt deres mor, omend moderen var død. Men lokalerne er fyldt med alskens gamle antikviteter, arvestykker fra moderen og diverse indsamlet ragelse uden nogen synlig sammenhæng med hinanden
Fra Santilliana del Mar går Camino del Norte via et fortsat grønt landskab suppleret med indiano (en indiano er en udvandrer til Syd- og Mellemameriak, der er vendt tilbage til Spanien med røven fuld af penge) byggeri. Noget er tæt på at være forfaldent. F.eks. den afbillede kirke med to tårne og pragtvilla overfor med en ko, der passer på - og i Cobreces big time indiano kloster og do. kirke i de karakteristiske stærke farver - atter ud mod vandet. Og jeg kunne ikke dy mig for atter at gå en lille omvej, fordi jeg vidste, der skulle være et smukt kaskadevandfald og flere klippescenarioer. Dagen endte i Comillas, en ganske vist også gammel by, men noget større end Santilliana og endog med et nyere islæt. Jeg overnattede her i et albergue indrettet i byens gamle fængsel og oplevede søndag morgen en flok køer drevet gennem byens gader. Denne by er så også præget af en række bygninger - der alle ligger ved gaden på vej ud af byen - et pænt stykke ud over det almindelige: det gamle, mastodonte og i dag uudnyttede præsteseminarium; et italienske inspireret palads med kolonner en masse og så en særdeles usædvanlig villa tegnet af Gaudi.
På min vej ud af Comillas rendte jeg ind i en Harrison Ford-lookalike fra et remake af Raiders of the Lost Ark. Brooke fra Ottawa blev min eventyrlige vandrekammerat de næste dage, der i første omgang bragte os forbi et vådreservat. Og når jeg skriver forbi, mener jeg forbi, fordi vi skulle have været igennem det, men grundet en sammenstyrning af stien kom vi i tvivl om, det var den rigtige vej, og vi vendte tilbage og måtte uvidende nøjes med at betragte herlighederne. Ikke desto mindr nåede vi frem til San Vicente de la Barquera, hvor vi blandt meget andet kunne betragte - og gå på - den fantastiske bro fra middelalderen, der ved sin indvielse var Europas længste.
San Vicente de la Barquera mindede mere om et mellemamerikanskt underholdningskvarter end et stoppested på en Camino. Vores næste møde var med en flok køer, som Brooke konsekvent tiltalte med 'Hi, girls!" og som bare gerne ville forbi os. Vi? Vi kastede os bare videre ud i the rural Cantabria mod Llanes.
Jeg forlod Llanes alene efter at have sagt farvel til Brooke, der ville tage bussen til Oviedo, hvorfra han ville starte på Camino Primitivo. Endnu en gang valgte jeg en rute off Camino ved at tage en sti, der gik helt ud til kysten. De næste billeder skulle jeg mene retfærdiggør mit valg.
De små floder er ikke floder, idet de har tidevand. Men lige meget, om det er ebbe eller flod er Iglesia de Nuestra Senora de los Dolores et prægtigt syn, og ikke langt derefter viser nogle af Picos de Europa bjerge sig atter ved udsigten fra en åbning på en lille sti på Caminoen.
Efter et større skovområde dukkede en relativt befærdet vej, der på ny førte ud til havet, op. Men lige da viste sig også en lille forfalden samling huse med en ikke mindre forfalden kirke i deres midte. Det var San Antonlin de Bedon fra det 13. århundrede. Tekster på nettet fortæller, den er ved at blive restaureret. Det var ikke til at se fra vejen, og et skilt forbød os at komme nærmere.
Videre gik det mod dagens mål, Cuerres. Sidst på dagen havde jeg fået følgeskab af to svenske kvinder, Stine og Ingrid, der egentlig havde tænkt sig at skulle gå videre, men lod trætheden overmande sig og blev sammen med hos Manfred og Birgitta i deres lille albergueidyl med eget lille kapel, hvor de tilbød en aftenandagt. Nogle få km inden havde vi ellers kæmpetg os igennem en græsmark og en flok køer, poasset op af deres tyr. På dette tidspunkt gik jeg med en basker, Jordi og hans hund, People. Køerne havde til sinds at lade People slippe igennem og jagtede den over hele marken. Men vi nåede op for enden, hvor der lå en kirke og n ok turens hidtil mindst luksusirøse albergue. Stine, Ingrid og jeg fortsatte sammen til Cuerres.
bottom of page