top of page
camino mi privio
Fra Portugalete (Bilbao) til Santander.
27. april til 3. maj
Så snart jeg var ude af Bilbao var det grønt - og blåt - igen, for nu gik Caminoen langs havet. De bølgende bakker endte som oftest i et langstrakt og malerisk, men fuldstændigt vildt kystlandskab i form af et tilsyneladende uendeligt antal forrevne klippestykker - eller i en enorm sandstrand. Måske ved siden af en fåreflok og en kirke eller to. Typisk med en overdækket veranda. Det var et naturscenario af skønhed til overmåde. Atter slog jeg følgeskab med Uli, der i endnu højere grad end jeg havde en idé om at søge alternative veje. Gerne nogle, der ikke forekom helt uproblematiske. Således skulle vi også gå udenom en fabrik, der var omgivet af et hegn helt ud til klippekanten, Med det yderste af neglene forsøgte vi at klamre os til hegnet, mens vi forsøgte at forcere det forbudte land.
Vi ankom trætte til Castro-Urdiales uden at nå at se byens sights: kirken og borgen. I stedet forcerede vi vores tempo for at nå det lokale albergue i tide. Nyttesløst, viste det sig, og vi måtte søge alternativ overnatning. Det lykkedes på den lokale campingplads, hvor vi slog pjalterne sammen med Maria, der var kokken bag den italienske spaghetti med løg og tomatsauce. Maria er italiener!
Den følgende dag gik det mod Laredo. Uli og jeg skiltes umiddelbart inden denne by i Liendo, da forhold i hans nærmeste familie tvang ham til at afslutte Caminoen. Jeg fortsatte over et lille bjerg, hvorfra jeg kunne nyde udsigten ned over Liendo-dalen. Imidlertid var skiltningen mangelfuld, og jeg endte med at fare vild og måtte tage tilbage til Liendo, hvorfra jeg noget sent måtte kapre en taxa til Laredo.
I Laredo indlogerede jeg mig på det lokale kloster, hvor jeg blev modtaget af en sød og venlig nonne, der meget gerne ville fotograferes. I Laredo blev det også til et farvel til Sylvia, men mødte så Lena, jeg fulgtes med den følgende dag.
Fra Laredo gik vi ud af den kolosalt lange strand for at komme ud til spidsen heraf og blive samlet op af en lille båd, der skulle fragte os over strædet. Så snart kaptajnen så os stå på stranden bragte han sin båd over til os og lagde den op på stranden, hvorfra vi som de eneste kunne blive sejlet over til Santona. Efter en tur til det lokale posthus for at sende diverse effekter hjem begav vi os ud på en lille omvej til en lille naturhalvø (nedenfor) .
Lena og jeg begyndte vores vandring med at gå forbi en af de store, gamle fæstninger, der lå på halvøen. Det bragte os dog på vildspor, og vi endte med ikke at kunne komme videre. Lena fandt i stedet en ikke registreret sti i vildnisset, hvor vi måtte klatre det sidste stykke op ad en gammel mur. Men så var vi også på the right track mod det 'faro', fyr, der var ude på halvøens nordside. Der var dog en lille ekstra tur derudtil, og på spidsen yderligere 721 trappetrin, hvoraf mange var dobbelte, ned til fyret. Man kunne så vælge at gå yderligere 100 trin ned til vandet. Jeg undlod, men Lena - skulle det også senere vise sig - er ikke meget for at undsige sig den fulde pakke! Under alle omstændigheder mødtes vi af et syn med spidse klippetinder og azurblåt vand, der var et eventyrland værdigt.
Vi fortsatte via et enormt fængsel mod Noja, hvor vi havde besluttet os for en overnatning på det lokale albergue. Men først skulle vi ad endnu en bred sandstrand og over et lille bjerg, El Brusco. Der var bare ikke nogen vej udenom, som det måske anes af billedet med de legende børn. Men oplevelsen over at komme ned på den anden side og først kunne se de pudsige, næsten surrealistiske, mosbefængte klippestykker på stranden og dernæst smide støvlerne og gå med bare forvablede, svedige fødder i det bløde sand med det kølige atlanterhavsvand skyllende ind over var bare en så stor oplevelse, at den må høre til blandt top 10 for hele turen.
Stenene vedblev med at være på såvel strand som i vandkanten og lidt længere ude, som vi kom til Noja. Her gik Lena og jeg forkert ad hinanden og måtte overnatte hvert sit sted. Det førte så til, jeg fik en anden af mine helt store oplevelser på turen: besøget på La Casona og invitation til aftensmad i hjemmet hos ejerens søster og efterfølgende besøg i et nærværende kloster med messe. Der ses her to billeder fra selve Noja: det første af selve byen fra stranden, og det andet i modsat retning.
Den følgende morgen, efter messen, fortsatte jeg min vandring langs kysten i stedet for at tage den ordinære caminorute. I første omgang var et et formiddabelt valg med nye betagende scenerier. Men i anden omgang bragte det mig ud på en vandring langs en større og mere befærdet vej, jeg gerne vil have været foruden og skal undlade at viderebringe fotos fra.
Som nævnt er det ikke alle bygninger, der er lige attråværdige. Mange steder forekommer man ikke at ville rive noget ned og sætter i stedet ruinen til salg. Se vende betyder til salg.
Men jeg kom så til en anden gammel bygning, der vitterlig var bragt på fode. Inde bag en nok så kedelig 2 m høj mur gemte sig en lille idyllsisk herreskabsvilla konverteret til et hotel/ restaurant. Det osede langt væk af atmosfære, og restauranten er endog nævnt i Guide de Michelin, hvor jeg også fandt den. I første omgang blev jeg afvist med den begrundelse, jeg var for sent på den til frokost, men blev på vej ud af døren hevet ind igen, og serveret en god, kølig hvidvin, en karaffel isvand til en hummersuppe, en fisk og en skøn isanretning af en dessert. Helt klart acceptabelt til guiden og til en pris af 15 euro for en pilgrim. Jeg sagde også, næste gang ville jeg tage konen med!
Den videre pilgrimsfærd gik til Güemes, hvor det angiveligt bedste albergue på alle Caminoerne, drevet af en lokal præst, på alle Caminoerne skulle ligge. Det var også supergodt, men også præget af, det var ved at blive lidt stort. Camino del Norte er i øvrigt aftegnet på en af væggene i dette albergue. Men udsigten ud over det grønne landskab var lige så smuk, som det formodentligt har været i århundreder.
Næste dag var det atter kystvandring mod Santander med endnu flere forrygende kystudsigter undervejs.
Via endnu en lille færge fra Somo til Santander gik jeg nu for en enkelt dag sammen med Kristina og var parat til at tage endnu en større by i øjensyn. Santander er en rig by med et imponerende rådhus og et par ikke mindre imponerende kirker med et smukt cluyster. Byens tilhørsforhold til penge er særdeles markant i form af, at nationalbanken ligger på bagsiden af kirken - eller er det omvendt? - og Banco de Santander, vi nok mest kender herhjemme, i spidsen. Bankens hovedsæde er præget af en enorm åben port ved indsejlingen til byen (nedenfor). Desuden hører byens casino vel nok også til de mere storslåede af slagsen. Så folk kan efter en dag på stranden gå op i kirken, banken eller casinoet efter behov.
Jeg forlod Santander igen den 4. maj, men havde ind imellem haft et lille break, hvor jeg tog til Picos de Europa på baggrund af, jeg fra begyndelsen havde haft et ønske om at ville vandre Camino Lebaniego ned til Santa Toribio og Picos de Europa og om muligt endog gennem bejrglandskabet til Covadunga. Efter de første 2 uger af min Camino vurderede jeg, det ville være for stor en belastning for mine ben. Men jeg ville dog gerne opleve området alligevel, som det er muligt at skimte tinderne af på Caminoen langs kysten. Nedenfor kan det ses, hvordan de tager sig ud fra Santander. Jeg har valgt at lade billederne fra turen til Picos den 2. og 3. maj indgå i et særligt kapitel, da de jo i og for sig intet har med Caminoen at gøre. Men det er billeder, man godt kan glæde sig til at se ...
bottom of page