top of page
camino mi privio
FRA IRUN TIL BILBAO.
19. til 26. april 2016
Ved ankomst til Irun med bus fra Biarritz gik jeg til Hondarribia, hvor jeg havde valgt at foretage første overnatning. En smuk, ikke turist- og souveneirbelastet middelalderby med et stærkt baskisk islæt af et par hundreder af år nyere dato og det hele indkapslet af en original middelaldermur.
Den 20. april påbegyndte jeg for alvor caminovandringen. I førse omgang mod højedryggen Jaizkiebel, der er beliggende omtrent helt ud til havet.
Undervejs passerede Caminoen en lille kirke, Santiagotxo Ermita, bundet til ruten
Fra denne lille kirke gik det relativt stejlt op til toppen (545 m), hvor den lokale helligdom, Santuario de Guadalupe, er beliggende. Det er en smuk kirke fra det 16. århundrede, Desværre gik jeg herefter forkert, idet jeg tog ruten indenlands og missede de mest sceniske udsigter mod såvel hav som land. Alligevel var jeg i stand til at kunne nyde synet af Pyrenæerne, hvis snedækkede tinder jeg allerede havde kunnet ane ved indflyvningen over Biarritz, flade ud i nogle grønne, græsbevoksede bjergsider mod mig. Vejen gik gennem en vild skov - som jeg forsøgte at forcere i et forgæves håb om at nå op på højderyggen mod Pasajes de San Juan.
Mere eller mindre gik så ligeud i ca. 8 km, hvorpå Jaizkiebel begyndte at miste sin højde ned mod Lezo og Pasai Donibane (på spansk Pasajes de San Juan), en på en bjergskråning, lille atmosfærefyldt, gammeldags baskisk by bestående af en enkelt gade, hvor kørselsretningen skiftede hvert 20. minut. Typisk var gavlhusene med de farvestrålende balkoner, og i byens kirke sendte en lille malet statue af en lokal gejstlig et skævt blik til Jesus oppe på korset ved siden af ham. Sammen med Roger, Uli og Yoshi overnattede jeg på det lille, lokale albergue bygget ind bag i en mindre kirke øverst på det første billede nedenfor.
Den videre færd til San Sebastian foregik gennem et vidunderligt smukt vildnis med mindelser om den californiske natur. Undervejs passeredes et par romerske viadukter.
San Sebastian er en smuk, men i sammenligning med mange andre byer på Caminoen en relativ ny by præget af et eksklusivt byggeboom i det 19. århundrede. Byen, mindre end Århus, har en kolossal smuk beliggenhed imellem to små bjergtoppe med en - faktisk to - formiddable badestrande og en lille ø midt imellem. Der skulle være tale om den bedste badestrand i en større by i Europa, siger erfarne brugere. Derudover er byen også kendt for et forrygende restaurations- og natteliv - og ikke mindst anerkendt for at have de fleste michelinstjerner pr. kvadratkilometer i verden. Den har 9 restauranter i Michelin-guiden, hvoraf 3 er tre-stjernede. Endelig er byen også kendt for dens pintxos (billedet), som restauranterne har udviklet til en kunstform.
Faktisk gik jeg stort set direkte gennem San Sebastian for at tage funicularen, d.v.s. den lokale kabelbane, op til det lille bjerg, hvorfra ovenstående billede er taget. Her ligger en forlystelsespark, hvorfra det gik videre ad først små asfaltveje og siden små ubefærdede stier uden at møde en eneste. Jeg var dog i stand til at kunne se en flok lamaer på vandring fra en mark til en anden. Ved aftenstide nåede jeg i det stærkt kuperede terræn den lille pilgrimsskirke, Ermita de San Martin, til venstre, som jeg vidste var udkanten af Orio, hvor jeg skulle overnatte i alberguet hos Rosa med en vidunderlig udsigt, som jeg havde oplevet en del af på dagens vandring. På billedet ses Rosas have, det lille spisehus og hendes terrasse.
Via badebyen Zarautz gik jeg med Uli mod Getaria, en lille fiskerilandsby med en kirke med skrånende gulv og tunnel ned mod havnen. Byen ligger i en lille hulning mellem en lang række af vinmarker, hvor baskerne dyrker deres txakoli-vin, og en klippe af form som en mus, kaldet Getarias mus.
Nye forrygende såvel kyst- som bjerglandskaber frydede mit syn på den fortsatte Camino. Bjerglandskaberne mindede til en vis grad om Østrig, og de landlige scenerier bød i vid udstrækning på et bredt udsnit af et husdyrliv og bragte mig vabelfyldt frem til Zumaia.
Endnu en lille kirke med pilgrimsbindinger i udkanten af Zumaia. I selve byen tårner en bygning, der i højere grad minder om en middelalderfæstning end en kirke, sig op. Selvfølgelig stammer den så også fra en periode, hvor det var af stor betydning at kunne rumme begge funktioner i en og samme bygning. Det tredje billede viser Zumaia efter at være kommet ud på den anden side af byen, hvor jeg troede at kunne overnatte på Santa Clara-alberguet, som desværre viste aig at være optaget, og jeg måtte tilbage til byen.
Caminoen ledte mig derefter frem til Deba, en lille by præget af tidevand og salg af staldmælk fra en privatbil midt i byen, hvortil man som vandringsmand kommer via to offentlige elevatorer.
Der forekom mig at være langt mellem byerne, og mange morgener var præget af morgendis, der dog hurtigt forsvandt. Regnbyger holdt sig heldigvis for det meste til natten, mens der som oftest var overskyet om dagen med lejlighdsvis solskin. Men omgivelserne med kolossale bølgende, grønne bakker og århundrede gamle huse var bare så vidunderligt smukke, som jeg nu i højere grad bevægede mig ind i landet.
Markina-Xemein er blot en mindre by lagt sammen af to endnu mindre byer med 400 m imellem dem. Særligt bemærkelsesværdige er byens to kirker. Den ene har sin oprindelse i et gammelt franciskanerkloster, mens den anden, hvis alter kirken er bygget hen over, består af et enormt klippestykke og er afbilledet her til venstre. Kirken er relativt lille med menigheden siddende til venstre og til højre for det ellers altdominerende alter.
Fra Markina-Xemein via Bolivar, fødested for den sydamerikanske frihedskæmper af samme navn, til Ziortsa og det smukke kloster, Zenoruzza med tilhørende klosterhave og en endnu smukkere kirke, hvor vi pilgrimme kunne overvære vesper for aftenen, inden vi overnattede under de måske mest primitive forhold på hele turen. Næste dag gik turen s.m. med Sylvia til bl.a. Gernika-Lumo med kirken på billedet som eneste tilbageværende bygning efter Luftwaffes angreb i 1937.
Det er så ikke alt, der er lige kønt. Spanierne forekommer ikke at have lossepladser. De finder blot en plads nederst i baghaven og smider deres lort her. Så får det lov at ligge akkurat som gamle huse - og biler - får lov at forfalde.
Videre mod Bilbao igennem en by med denne kirke og et blåregnsdække i hele sit blomsterflor.
Endelig nåede vi frem til Bilbao. Efter at være nået igennem parken var noget af det første, vi mødte i selve byen baskernes måske væsentligste kirke, Basilica de Begona. Først nede nede ved floden efter en fin frokost kunne vi opleve katedralen. Og efter den snart efter byens nyeste seværdighed, Guggenheim museet og dets lille maskot, Puppy, en puddelhund i kæmpeformat i blomster. Derefter gjorde trætheden, at vi steg på metroen gennem industrikvarteret de 6 km til forstaden, Portugalete, hvor der var overnatning på det stedlige albergue.
bottom of page